Struer Tracks laver lydkunst i skoler og dagtilbud

I skoler og daginstitutioner varmes der op til Struer Tracks, når børnene bliver undervist i og selv skaber lydkunst. Til disse workshops er der tilknyttet kompetente undervisere og kunstnere, som selv har arbejdet med lydkunst i deres hverdag.

Når lydkunst bliver håndgribelig

Struer Tracks vil gøre lydkunst håndgribelig i både skoler og daginstitutioner ved hjælp af spændende undervisning og praktiske workshops, der giver børnene rig mulighed for at være kreative. Med workshopperne vil Struer Tracks aktivere lydæstetiske overvejelser og formgivningsprocesser med fokus på at give lyd.

Struers 4. klasser har mulighed for at deltage i en højtaler-bygge-workshop, der peger frem mod åbningsbegivenheden, BRAGET. I denne workshop vil børnene bygge og dekorere deres egne bærbare højtalere, der skal fyldes med lydoptagelser fra deres hverdag. Det bliver en dag, hvor sjove lydaktiviteter forbindes med lege med plads til undervisning og fordybelse i lyd, og hvordan lydene i vores hverdag er med til at påvirke os.

Der vil også være en workshop, hvor børn i daginstitutioner får lært at bygge hjemmelavede instrumenter af naturmaterialer, de finder. Workshoppen ledes af naturvejleder Peter Gammelmark Thing og lydpædagog Jesper Lundager. Dagen vil være fyldt med musik og lyd og give børnene en god forståelse for de materialer, de finder, og hvordan de kan være med til at give lyd.

Både instrumenterne og højtalerne, som børnene laver, kan medbringes til BRAGET, hvor børnenes lyde kan høres.