”Spækhuggerne” gør sig klar til BRAGET… og folkeskolen

Kreativiteten blev sluppet løs, da spækhugger-gruppen lærte at bygge instrumenter ud af natur-materialer. Men børnene lærer også andet end at lave rasleinstrumenter.

Spækhugger-gruppen er en førskolegruppe hos Østbyens Dagtilbud ved Baunegården. På den ene væg i deres opholdsrum hænger hele alfabetet og tallene fra nul til ni.
Det er imidlertid ikke bogstaver og tal, det skal handle om i dag, men snarere at bygge instrumenter ud af helt normale ting fra dagligdagen. Det er også derfor, der står en kasse med tomme toiletruller på et bord, og en skål med kapsler.

”Hvilke dyr kan sige lyde?” spørger Karsten Lund Jensen, der er naturvejleder, ud i rummet.

”Mææhh,” er der en af børnene, der udbryder.

Efter lidt mere snak om dyrelyde skal børnene til at lave hver sit rasleinstrument.
Rasleinstrumenterne bliver lavet af toiletruller, som bliver fyldt med småsten, kapsler eller bøgefrø, og som derefter bliver tapet sammen.

Karsten Lund Jensen demonstrerer processen foran hele spækhugger-gruppen, og da han viser rullen med brunlig tape frem udbryder en af pigerne:

”Sådan noget tape har min far også!”

Det viser sig at være en populær form for tape.

”Sådan noget tape har min far også!”

”Sådan noget tape har min far også!”

”Sådan noget tape har min far også!”

Lyder det rundt i hele lokalet.

De tomme toiletruller blev lavet om til rasleinstrumenter ved hjælp af brunt tape og forskellige ting, der kan rasle.

Alternative rytmer

Det er en større proces at organisere, at børnene først skal vælge indholdet til deres rasleinstrument og derefter stå i kø, så de voksne kan sætte tapen rigtigt på.

Efterhånden har de fleste fra spækhugger-gruppen et færdigt rasleinstrument i hånden. De sidder på en træbjælke udenfor og rasler stille med de nye instrumenter.

Da alle er klar går de ind på stuen igen, hvor de gør et forsøg på at spille sammen.

Meningen er, at de skal rasle enten på 1, 2 eller 3-slaget og alle sammen på 4-slaget. I praksis er det dog lidt utydeligt hvilke slag, der ligger hvor, men det er tydeligt, at rasleinstrumenterne virker.

Lærer sociale færdigheder

Efter nogle flere forsøg går spækhugger-gruppen videre til at bygge en guitar ud af en fleksibel gren og et stykke snor.

Ifølge Grete Dalgaard, der er pædagogisk leder for dagtilbuddet ved Baunegården, er der flere grunde til, at det er relevant for børnene at deltage i en workshop som denne:

”Nu er det her jo førskolegruppen, så noget af de, de skal lære, er de sociale spilleregler, for eksempel at stå i kø, så det passer fint,” siger hun.

”Og det er jo altid spændende, når der kommer nogen og laver noget nyt,” tilføjer hun.

Workshoppen, der lærer børn i børnehaver at bygge instrumenter af ting, de kan finde i hverdagen og i skoven, er en del af Struer Tracks, og håbet er, at børnene og instrumenterne vil deltage i den store åbningsbegivenhed BRAGET foran rådhuset i Struer, der begynder fredag d. 23. august klokken 14.

De hjemmelavede guitarer ligger i kassen og er klar til brug.