SOUNDMAP Vandrenålen

Struer Tracks præsenterer komponist og lydkunstner Hans Sydows omfattende erindringsprojekt SOUNDMAP Vandrenålen, som har udmøntet sig i en række lydvandringer med fortællinger fra Struer i egnens storslåede natur.

Op til Struer Tracks 2019 lavede Sydow optagelser fra 10 steder,  med 50 fortællere og mere end 100 fortællinger. Det var et storstilet projekt, hvor fantastiske minder og hverdagserindringer fra området blev bearbejdet i Sydows produktioner.

Disse produktioner er nu en del af naturruten Vandrenålen i Struer Kommune. Ved 10 af rutens punkter, kan man med smartphone og høretelefoner opleve fortællinger, der udfolder sig, mens man bevæger sig rundt i området. SOUNDMAP Vandrenålen er frit tilgængelig via den gratis app SOUNDMAP.DK.

De lokationer som lydvandringerne foregår omkring er: Lyngs Gamle Mølle, Den Hellige Kilde, Udkikspunktet, Æ Fywerhus, Grisetå Odde, Venø Kirke, Klosterheden, Toftum Bjerge, Skonnerten Maja, Johannes Buchholtz Hus.

Projektet er realiseret i samarbejde med Henrik Wohlfahrt fra Vandrenålen. Projektet er støttet af Struer-Egnens Turistforening og LAG Struer-Holstebro.

Om Hans Sydow
Som lydkunstner og komponist tager Hans Sydow ofte udgangspunkt i feltet mellem lyd, lyrik og musik, og han arbejder med både sprog og reallyd som musikalsk materiale. Sydow arbejder i sine landsdækkende Jeg kan huske ® workshops med forbindelser mellem lyd og erindring, som udmønter sig i performances, lydvandringer og installationer.

 

Foto: ‘SOUNDMAP Struer’ af Hans Sydow, Struer Tracks 2017. Fotograf Line Wium Olesen