Le Petit Duc – oplev et værk der fejrer lydkunstner Knud Viktors liv

Under Struer Tracks opføres værket Le Petit Duc (Den Lille Hornugle) i en ’uglehule’ i vindfanget ved entréen til Struer Museum. Værket er opført i et samarbejde mellem Struer Museum, Museet for Samtidskunst og Knud Viktors arving. ’Uglehulen’ bliver dekoreret af skolebørn fra Struer, som har haft et forløb om Knud Viktor og hans særlige tilgang til naturen og lydkunst. Forløbet er skabt i et samarbejde mellem formidlere fra Struer Tracks og Struer Museum.  

Lydmaleren Knud Viktor 

Oprindeligt studerede Knud Viktor (1924-2013) som kunstmaler på kunstakademiet i København, men efterhånden blev det lydmediet, som optog hans opmærksomhed. Han boede en stor del af sit liv ved Lubéron-bjergene i Provence (Sydfrankrig), hvor han optog lyde fra naturen. Han indsamlede bl.a. lydene af en kaninunge som ligger i sin hule og drømmer, cikadesang, is der smelter, termitter som gnaver sig gennem træ, snegle der tygger i salatblade og snerrende hunde på sine optageapparater. Knud Viktor følte nærmest en pligt, som jordborger, til at dele alle disse lyde fra naturen med andre. Han ønskede at få folk til at lytte til naturen og blive opmærksomme på, hvordan vi mennesker påvirker naturen og omvendt. 

Den lille hornugle 

Knud Viktor mente, at et af Provence- og middelhavsområdets vigtigste lydkilder var hornuglen, som han kaldte nattens metronom. Hen over især forår og sommer i 1978 lavede Knud Viktor en lang række optagelser i en hornuglerede. Han fulgte livet i hornuglereden og opdagede bl.a., at hornuglerne havde deres helt eget sprog, som byggede på den ene tone, som deres sang/kald består af. Værket Le Petit Duc er et sammendrag af lyde fra hornuglefamiliens hverdagsliv kommenteret af Knud Viktor. 

Hornuglefamilien i ’Uglehulen’ 

’Uglehulen’, som Le Petit Duc opføres i, bliver dekoreret af omkring 60 børn fra skoler i Struer. Forud for dekoreringen har børnene lært om Knud Viktor og lyttet til  værket. I Knud Viktors ånd har eleverne også været på skovtur og lyttet til naturen. I skoven skal børnene finde det, som de skal dekorere uglehulen med, så oplevelsen af værket Le Petit Duc bliver så god som mulig. 

Værket henvender sig både til børn og voksne.​ 

 

Billedet er taget fra Passive Agressive.