Kunstnere

Anders Lauge Meldgaard

Anders Lauge Meldgaard er en dansk multiinstrumentalist og komponist, og arbejder bredt med musikalske udtryksformer, fra ny kompositionsmusik til fri improvisation, instrument opfindelse og lydinstallationer. 
Gennem sit arbejde undersøger han spændingen mellem det stramt komponerede og det improviserede og uforudsigelige. Anders er desuden kendt for sit mangeårige engagement i den kunstnerdrevne musik platform og pladeselskab År & Dag.

Til Struer Tracks #3 komponerer Anders et helt nyt værk i dialog med Koret Klang fra Holstebro. og med tekst skrevet til værket af   forfatteren Amalie Smith. Værket handler tematisk om  luften mellem os, hvad vi deler, og hvad  binder os sammen socialt og fysisk. I en tid med coronamutationer og allestedsnærværende masker synes dette tema mere relevant end nogensinde. Værket er baseret på vokaloptagelser af koret og vil blive opført via transportable højttalere. Du kan opleve koncerten rundt i Struers centrum under Struer Tracks.

Find teksten til hans værk “Rejse som lys der blir ved” her.

Hjemmeside År & Dag: aarogdag.net

Arendse Krabbe

Arendse krabbe (f. 1979) er billedkunstner og arbejder inden for lyd, video, performance, tekst, kollektive læsninger og lyttesituationer. Arendse Krabbe arbejder med hvad det vil sige at lytte og forstår det at lytte som et redskab, der sensibilisere. Sensibiliteten kan skabe nye og andre fællesskaber på tværs af arter, systemer og grænser. Arendse interesserer sig for at lytte til skjulte strukturer, uhørte stemmer – både menneskers, andre arters stemmer og stemmer fra andre dimensioner.

 

Til Struer Tracks #3 arbejder Arendse med byens kloakering og det menneskelige tarmsystem, og gør det muligt at lytte hertil. Det usete, underjordiske og indvortes lyd kommer her op til overfladen og bliver hørbart.

 Hjemmeside: http://schizovibrant.net

Kaffe Matthews

Kaffe Matthews er en banebrydende komponist, lydkunstner og musiker, der arbejder live med rum, data, ting og sted for at skabe nye elektroakustiske kompositioner. Den fysiske musikoplevelse for både skaberen og lytteren har altid været centralt i hendes tilgang. Derfor har hun opfundet nogle unikke interfaces, f.eks. den soniske lænestol, den soniske seng og den soniske cykel, der ikke kun muliggør nye tilgange til komposition for producenterne, men som også giver publikum øjeblikkelig adgang til ukendt lyd og musik.

Den soniske cykel, Sonic Bike, kan du opleve til Struer Tracks #3: Kaffe skaber her lydkompositioner, der er koblet til koordinater og styres via gps installeret på cyklerne. Publikum kan opleve de elektroniske kompositioner blende sammen Struer havns egne lyde på en cykeltur rundt i byen – du vælger selv ruten og komponerer på den måde dit eget lydbillede af Struer, Lydens By.

Følg med i Kaffes arbejde med hendes værk til Struer Tracks #3 på hendes blog her.
Hjemmeside: www.kaffematthews.net/

Ragnhild May

Ragnhild May (f. 1988) arbejder med lydkunst, performance, skulptur og installation. Med sine værker undersøger Ragnhild oversete akustiske fænomener og deres virkning på det menneskelige sansesystem. Grænserne mellem kunstigt og naturligt, menneske og maskine, materialitet og immaterialitet, arbejde og værktøj sløres i hendes arbejde. 
Ranghilds metode er efterforskende, humoristisk og legende. Hun benytter sig blandt andet af musikteori, feministisk tænkning, computerteknologi og fysik i skabelsen af sine værker.

 

Til Struer Tracks #3 skaber Ragnhild et værk til Struer havn der spiller udelukkende ved vindens kraft. Værket binder an på hendes tidligere arbejde med at bygge instrumenter, der producerer nye lyde med øje for den musikalske potentiale såvel som deres skulpturelle og æstetiske kvaliteter.

 Hjemmeside: ragnhildmay.com 

Vinyl- terror & -horror

Vinyl-terror &-horror er et samarbejde mellem Camilla Sørensen (f. 1978) og Greta Christensen (f. 1977), begge uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2007/2008. De er begge bosiddende i Berlin. 
I Vinyl, terror & – horror fokuserer de på forholdet mellem objekter og lyd. Det præsenteres i forskellige situationer som installation, skulptur, kompositionsarbejde eller som live koncerter. Uanset om værket udformer sig som en installation eller en koncert – bruger lyd til at skabe en fortælling, der altid direkte henviser til mediet, der spiller det, eller den situation, det præsenteres i.

Til Struer Tracks #3 skaber Vinyl-terror & -horror en lydinstallation bestående af ombyggede højtalere, pladespillere, tv mm., som tilsammen laver en fortælling bestående af indsamlede “havnehistorier”. Historierne er både opdigtede historier, historier fra mennesker, der har arbejdet på havnen samt historier, der er baseret på havnens efterladenskaber. Værket skabes i et samarbejde med Bang & Olufsen.

Hjemmeside: www.vinylterrorandhorror.com

Jana Winderen

Jana Winderen(1965) er en norsk kunstner, som særligt arbejder med forskellige lydmiljøer – det kan for eksempel være ved at give publikum mulighed for at lytte til skabninger, der normalt er svære for mennesker at få adgang til, både fysisk og lydligt – dybt under vand, inde i is eller i frekvensområder, der ikke kan høres med det menneskelige øre.
Jana bruger lyd og det at lytte til at sætte fokus på vigtige problemstillinger og spørgsmål i forhold til sundhedstilstanden i miljøet omkring os, som vi deler med andre levende væsner.

Til Struer Tracks #3 vil Jana skabe et værk, hvor det blandt andet bliver muligt at lytte til de smaskelyde, muslinger laver, når de spiser. Værket vil italesætte vandet omkring Struer og den måde, vi har levet og lever sammen med vandet på. Hendes værk vil også kunne fortælle os om vandkvaliteten gennem analyse af muslingerne. Værket vil munde ud i en lydkomposition baseret på de lyde og vibrationer, som omgiver muslingerne i deres miljøer.

 Hjemmeside: www.janawinderen.com

Se Byen Vertikalt

Mette Møller Overgaard, David Navndrup Black og Esther Wrobel er det kunstneriske hold bag Se Byen Vertikalt. Gennem deres samarbejde vender op og ned på byens rum og udfordrer publikum til at agere anderledes i forhold til byens lyde og arkitektur. 
Kunstnerne har arbejdet sammen på tværs og alene som workshops-ledere, skabere, og udøvende performere, blandt andet i Sparrow Dance’s Taking space series. De har samarbejdet om projekter, som blander lyd, bevægelse og arkitektur siden 2014.

Til Struer Tracks #3 bliver det muligt at opleve deres spændende samarbejde, hvor Se byen Vertikalt’s fysiske lydtur vil finde sted på Havnen.

Hjemmeside:
Mette Møller Overgaard www.tinydancer.dk 
Dave Navndrup Black www.grindthebeans.art 
Esther Wrobel www.sparrowdance.dk

Brandon LaBelle

 Brandon LaBelle er kunstner, forfatter og teoretiker, født i Los Angeles og bosiddende i Berlin. Hans kunstneriske arbejde udforsker spørgsmål om det sociale og kulturelle liv ved hjælp af lyd, performance, tekst og stedsspecifikke konstruktioner. Dette resulterer i projekter, som skaber interventioner i det offentlige rum, for eksempel i form af en politisk aktion eller gennem kunstprojekter, der udmønter sig i socialt arbejde. Værkerne forholder sig ofte direkte til andre mennesker, som velvidende eller ej bliver en del af værket.

Til Struer Tracks #3 vil Brandon gør brug af havnens rå og industrielle atmosfære. Sammen med Struers unge skabes en installationen baseret på det ofte anarkiske miljø i musikklubber. Installationen fungerer som et kunstnerisk rum, hvor besøgende kan hænge ud, se og lytte til lyd- og videomaterialer samt andet forskningsmateriale. Installationen aktiveres også gennem en række begivenheder, hvor lokale bands og DJ’er kan optræde.

 Hjemmeside: brandonlabelle.net

Juliana Hodkinson

Juliana Hodkinson arbejder med med vokal-, orkester- , instrumental- og elektronisk musik. Hendes værker opstår ofte i spillet mellem abstrakte koncepter og sociale relationer hvor forskellige lydkilder som  reallydsoptagelser, foleylyd og ripped media inkorporeres. Juliana er desuden lektor i komposition ved det Jyske musikkonservatorium og forkvinde for Dansk Komponistforening.

Til Struer Tracks #3 har Juliana komponeret et helt nyt værk for og med det lokale kor Side by Side og med deres korleder Sisse Skovbakke. Værket har udviklet sig online, uge for uge i løbet af pandemien uden at kor, korleder og komponist har kunne mødes. I stedet for et fysisk samarbejde med øvesituationer og udforskning af det stedsspecifikke miljø, har koret bidraget med tekst ved at svare på spørgsmål om deres håb og frygt for den kommende tid og lyse og mørke aspekter af deres nærmiljø. Værket “Future Unreal” er på alle måder blevet til under forhold, der er modsat det man normalt behøver for at udvikle et værk. Realisereingen af værket i det offentlige rum under biennalen i Struer afspejler og inddrager disse omstændigheder. Klanglige og tekstlige fragmenter løber sammen, og i løbet af værkets forløb skabes nye forbindelser og sammenhænge. Koret vil optræde i skiftende konstellationer rundt i byrummet, der får grænserne mellem scene og byrum til at flyde sammen. Værket kan opleves i Struers offentlige rum ved to koncerter under Struer Tracks.

Hjemmeside: www.julianahodkinson.net