Kaffe Matthews: Vejret er præsent

Foto: Mikkel Kaldal

Kaffe Matthews

Kaffe Matthews er en britisk komponist, lydkunstner og musiker. I sine elektroakustiske kompositioner og live-performances arbejder hun med en lang række parametre og inddrager bl.a. rum, data, ting og sted. 

Undersøgelsen af det fysiske og taktile aspekt af musikoplevelsen for både skaberen og lytteren er central i hendes arbejde. Derfor har hun opfundet unikke lytte-instrumenter, f.eks. den soniske lænestol, den soniske seng og den soniske cykel, som både muliggør anderledes tilgange til komposition for kunstneren, og helt nye oplevelser af musik og lyd for lytteren.

Fotos: Mikkel Kaldal

Vejret er præsent

Med Vejret er præsent har Matthews skabt en ny lyd-cykel komposition specifikt til Struer i samarbejde med The Bicrophonic Research Institute (BRI).

Værket opleves på en af de 6 Soniske cykler, der afspiller geolokaliserede lyde via monterede højttalere, mens man kører. Den fulde komposition skabes af forskellige lydstykker koblet til koordinater og styres via gps installeret på cyklerne. Værket tager cyklisten ind og ud af nye lydoplevelser som Matthews har skabt gennem detaljerede undersøgelser af livet og de tomme bygninger, der står som skulpturer gennem den gamle havn og ud i horisonten.

Publikum kunne opleve de elektroniske kompositioner blende sammen med omgivelsernes egne lyde på cykelturen rundt i havneområdet – ruten valgte man selv og komponerede på den måde sit eget lydbillede af Struer, Lydens By.

Fotos: Mikkel Kaldal