På Struer Tracks søger vi frivillige, der kan agere som byambassadører, der kan være til stede i byrummet og fortælle om Struer og om værkerne på biennalen. Derudover har vi også brug for praktiske hænder til at hjælpe med at bygge værkerne op og tage dem ned igen, når festivalen er slut. Nogle af lydkunstværkerne kommer til at være på steder, hvor der er brug for opsyn, når der er åbnet. Det får vi også brug for hjælp til.
Frivillige på Struer Tracks vil naturligvis få gratis adgang til de få events, som ellers koster penge. Der vil blive arrangeret en frivillig-middag, møde med kunstnere mm., således det bliver en berigende og spændende oplevelse at være en del af Struer Tracks 2021.