Bliv forført af lyd: “Optagethed #2”

Lad dig forføre af lyden. Lyden, der bliver en fysisk faktor i din oplevelse. Lyden som rører ved dig og masserer din krop. Lyden som åbner dine sanser og hele dit modtagerapparat. Det er hvad der skete for mig, da jeg oplevede forestillingen Optagethed #2.

Jeg går ned af en undseelig trappe bag Musikskolen. Det regner med store, tunge regndråber. Inde bag kælderdøren er det helt mørkt. Langsomt vænner mine øjne sig til mørket, og jeg bliver opmærksom på den ultraviolette lampe, der hænger i loftet. Efter lidt tid ser jeg også, at lokalet er forsynet med små caféborde med ganske svage lys på. Det hele ser faktisk ret syret ud. Jeg får fumlet mig på plads ved et af cafébordene. Jeg kan knap nok se, hvem min sidemand er.

Efter et minuts stilhed i det næsten mørke lokale høres et par brovtne stemmer, der siger ”så for helvede….” og noget mere, som jeg ikke helt kan høre. Jeg retter ryggen og spidser ører og er klar til forestillingens begyndelse. Men det viser sig at være et par halvfulde gymnasieelever, der kommer direkte fra fredagsbaren.

Men så går forestillingen i gang! To dansere entrerer rummet fra et udefinerbart tilstødende rum. På deres kroppe er monteret trådløse højtalere med hvilke, de svøber mig i lyd. Lyden mærkes helt fysisk – det er som om den rører ved min krop. Som om den løsner op i de anspændte skuldre. Mørket forhindrer øjenkontakt med de to dansere, som kommer helt tæt på mig. Det er rart. For uden øjenkontakten kan jeg forholde mig helt og aldeles til det, lyden gør ved min krop. Jeg lægger også mærke til blidheden i måden, hvorpå den ene danser tager min hånd og får mig til at rejse mig op for derefter at føre mig ind i et nyt rum.

Det nye rum er også fuld af lyd. Men danserne har ikke længere højtalere på kroppen. Nu handler det mere om deres kroppe end om min. Men stadig i forhold til lyden. De danser.

Moderne dans. Jeg har aldrig forstået moderne dans. Hvad fanden er moderne dans overhovedet? Men lige der i det lille rum med de selvlysende balloner i loftet, de mange publikumskroppe tæt sammen langs væggene og dansernes støn af anstrengelse, der fangede dansen mig. Der blev kroppene til havets bølger hvis brus kunne høres ud af de mane højtalere i rummet. Der rørte dansen mig. Og lyden rørte min krop.

Min poetiske modtagelighed var blevet vakt i mørket.

Hør podcasten om Luna lige her. Husk dine høretelefoner, så du får den fulde 3D lydoplevelse!