Maia Urstad: Nattefærd

Lyde fra gods i bevægelse, fragmenter af stemmer, knirkelyde, uidentificerede lyde i kupéerne og togmeddelelser fra udlandet, samt realtidsmeddelelser på ruten Struer – København, fra afgangen i Struer kl. 23.17 til ankomst i København næste morgen kl. 05:44. 

Hypnagogia er stadiet mellem vågen tilstand og søvn. Tilstanden får bogstaverne til at danse og indholdet til at dreje i nye retninger. Maia Urstad har ladet sig inspirere af denne tilstand – som vi også kan opstå, når vi tilbringer “langsom tid” på skinnerne fra et sted til et andet – i sin lydinstallation i DSB’s liggevogn, som kørte om natten mellem Struer og København i perioden mellem 1987 og 1997.

Afstand er en imaginær størrelse i liggevognen, såvel som i søvnen, der bringer drømmene tættere på og forestillingen om steder langt borte ind under huden, op i mindernes kammer og videre mod sansernes verden. Næste station er et stoppested et sted på kloden. København, Kumamoto, Krakow…  Perronen er et begyndelsessted, og konduktørens myndige blæs i fløjten er en mulighed, et kick off. Langsom tid, tre døgn ved et vindue, landskab i bevægelse, tankestrømme… Pas, Visa, sprog, flugt, fremtid, håb. Velkommen ombord!

‘Nattefærd’, 2019, Maja Urstad. Foto: Mikkel Høgh Kalpal
Maia Urstad: "Nattefærd"
Maia Urstad: “Nattefærd/Night Journey”, Struer Tracks 2019. Foto: Mikkel Høgh Kaldal

 

Placering under Struer Tracks 2019

Liggevognen på Jernbanemuseet, Godthåbsvej 10, 7600 Struer

 

 

Maia Urstad (f. 1954) er en norsk kunstner, som arbejder i krydsfeltet mellem visuel kunst og lydkunst, hovedsageligt med lydinstallationer og performances. I hendes seneste lydinstallationer bliver radioer brugt som både lydkilder og som skulpturelle objekter, der kommenterer på vor tids flygtige teknologi. Eksempelvis i værket Meanwhile, in Shanghai…, hvor utallige radioer hænger ned fra loftet og blander live-transmission fra hele verden med optagede lydbidder, der refererer til konkrete steder og tider: ”23 Uhr in Deutschland, Cinco de la Manana en Madrid, Saint Johns 7:30 while 7:00 in Nova Scotia”.

Urstad er uddannet fra Kunsthøgskolen i Bergen og har en baggrund i rockmusikken blandt andet som medlem af ska/new-wavegruppen Program 81. Hun har udstillet og performet på venues som Den Frie Udstillingsbygning i København, Bergen Art Museum i Norge, Johannesburg Art Gallery, Mamam do Patio Recife Brasil, Prefix ICA Toronto og Malmö Konsthall. Urstad er en del af det internationale lydkunst kollektiv Freq out kurateret af CM von Hausswolff og er medstifter af Lydgalleriet i Bergen.