Sandra Boss & Jonas Olesen: Interferens

Lyde fra en jernbaneklokke fra Struer, bedeklokke fra Japan, brandalarmsklokker fra Helsingør, ringeklokker fra København, butiksklokker fra Sydsjælland, små messingklokker fra Polen, skibsklokke fra Tyskland, bordklokke fra Sverige, juleklokke fra Norge og en koklokke fra Jordan.

De to lydkunstnere Jonas Olesen og Sandra Boss har gennem en længere årrække indsamlet klokker på rejser rundt i verden. Nu bringes dele af deres samling til live i installationen INTERFERENS.  

Installationen består af klokker i forskellige former og størrelser, og dermed med forskellige klanglige udtryk. Klokkernes oprindelige funktioner spænder vidt fra bedeklokker til brandalarmer. Hver især har de en meget konkret lydlig betydning, deres lyd signalerer eksempelvis alarmering eller kald til bøn, til samling eller til opbrud. Fælles for alle klokkerne er imidlertid, at de oprindeligt er blevet designet til at hive os ud af den daglige passive lytning – de er beregnet til at påkalde sig vores auditive opmærksomhed. 

I INTERFERENS fremstår klokkerne nu i et nyt system, hvor de mødes på tværs af deres geografiske og kulturelle udgangspunkter. Systemet er ikke gennemskueligt. Det har ikke ét bestemt budskab. Det synes frem for alt at bebude en alternativ sonisk kommando, idet klokkernes konkrete lydlige betydninger er ophævet. I stedet inviterer de nu til en kontemplativ og endda musikalsk lytning, hvilket skaber et rum med nye betydninger og forbindelser. 

‘Interferens’, 2019, Sandra Boss og Jonas Olesen. Foto: Mikkel Høgh Kalpal

 

Placering under Struer Tracks 2019

Regelbau 411, Hovedvejen 1, 7790 Thyholm, Denmark

 

 

Sandra Boss (f. 1984) og Jonas Olesen (f. 1979) har arbejdet sammen i årrække, hvor de har skabt forskellige lydværker i spændet mellem installation og performance. Ofte har disse værket taget udgangspunkt i uddøde teknologier, der ikke nødvendigvis har været påtænkt en musikalsk aktivitet, men som alligevel viser sig at gemme et rigt klangligt potentiale. 

Sandra Boss er en dansk komponist og lydkunstner med base i København. Boss arbejder ofte både med installation og performance og bruger maskiner og instrumenter til at skabe lyd på utraditionelle måder. Fx har Boss haft både antikke tonegeneratorer, høretest-maskiner, fuglefløjter og en meterlang harmonika med i sine værker. I de seneste år har orgler spillet en central rolle i Boss’ kunstneriske virke, og hun har bl.a. skrevet værker for kirkeorgler og hjemmebyggede, computerstyrede pibeorgler.

Boss har en baggrund i klassisk musik og er senere uddannet i elektronisk musikkomposition fra Det Jyske Musikkonservatorium. For tiden er hun Ph.d.-studerende i lydkunst ved Aarhus Universitet. Boss har optrådt på adskillige venues både i Danmark og i udlandet bl.a. Cafe Oto i England, KRAAK Festival i Belgien, Detritus Festival i Grækenland og på Super Deluxe i Japan.

Jonas Olesen er komponist og lydkunstner med base i København. I sine værker benytter han ofte lyde fra ældre elektroniske instrumenter og fra maskiner, som er gået i glemmebogen. Olesen har før samarbejdet med Sandra Boss bl.a. i lydværket MASKINEL TERAPI. Her bruger de optagelser fra telefonsvarerbånd fundet i genbrugsbutikker og på loppemarkeder med efterladte beskeder fra venner og bekendte samt diverse sagsbehandlere, psykologer og håndværkere i en live-performance, hvor også lyde fra elektriske muskelstimulatorer og søvnmaskiner indgår. Olesen har bl.a. optrådt ved forskellige internationale festivaler såsom Transmediale i Berlin, SPOR festival i Aarhus og Roskilde Festival. Han har tidligere været koordinator af uddannelsen Nordic Sound Art og er medstifter af IDL – Institut for Dansk Lydarkæologi. Olesen driver også pladeselskabet BIN, der primært udgiver historisk elektronisk musik.