Koncert: Jeg kan huske ® Struer

Struer Kirke 24. Aug 2019
Billetter
“Det er ikke hver dag det blæser i Struer. Nogle dage stormer det!”

Komponist og lydkunstner Hans Sydow opfører d. 24. august kl. 13.00 Jeg kan huske ® Struer i Struer Kirke. Værket bygger på optagelser med 50 fortællere og 100 fortællinger om livet i Struer Kommune gennem tiden. Koncerten involverer både kor, orgel og optagne stemmer. Kom og få en enestående oplevelse når lyd, historie og musik smelter sammen.

Koncerten markerer indvielsen af et helt netværk af historier, der fremover vil kunne opleves rundt omkring i kommunen med SOUNDMAP Vandrenålen.

Om SOUNDMAP Vandrenålen

Hans Sydow har indsamlet historier fortalt af lokale i hele Struer Kommune. Disse historier er med kærlig hånd blevet formet til lydvandringer, som  bliver en del af naturruten Vandrenålen. På 10 af Vandrenålens ruter bliver det muligt, at høre historierne om stederne folde sig ud, mens man bevæger sig rundt i området – gennem smartphone og høretelefoner.

Selve koncerten vil vare omtrent en halv time, og efterfølgende vil du få mulighed for at tage med på en lille gåtur gennem Struer by til at se alle SOUNDMAP-punkter, som ligger i gåafstand fra Struer Kirke. Om muligt må du gerne medbringe en smartphone og høretelefoner til turen.

Få billetter nu (gratis)