Hvorfor?

Hvorfor lydkunst?

Lydkunst kan ved første øjekast virke som en lidt snæver niche i grænseområdet mellem discipliner som musik, billedkunst, scenekunst, film, design m.m. Men lydkunst er også en mulighed for at hæve blikket fra etablerede former og slå ørene ud. Det er en invitation til at lytte, og til at lytte påny. Til at grine, undre sig, og til at undersøge en verden vi troede vi kendte.

Lydkunst er ikke en lukket kasse. Det er ikke en titel, en disciplin, eller en profession. Det er et felt for kunstnerisk arbejde med lyd som et centralt element. Oftest er lyd en vigtig del af selve kunstværket, andre gange giver kunstværket selv ingen lyd, men får os alligevel til at tænke på lyd.

Hvorfor Struer?

Siden grundlæggelsen af Bang & Olufsen i Struer i 1925 har byen været centrum for et dansk lydeventyr, som i dag er en del af Struers DNA. Derfor er Struer det oplagte sted for en festival for lydkunst.

Grundlæggelsen af Struer Tracks skete på initiativ af Struer Kommune, der siden 2013 har arbejdet på at udvikle byens identitet som lydens by. På det grundlag arbejder Struer Tracks på at udvikle kunstprojekter med lokal forankring og international relevans.